Fakta om ludomani
Kilde: Center for Ludomani
• Socialforskningsinstituttet afsluttede sommeren 2006 en stor befolkningsundersøgelse om danskernes (18 – 74 år) spillevaner. Undersøgelsen viser, ar der er godt 5.000 mennesker der kan betegnes som decideret ludomane og ca. 80.000 mennesker, der kan betegnes som værende enten risiko eller problemspillere. Gruppen af risiko- og problemspillere er bl.a. kendetegnet ved at være stærkt optaget af spil, vende tilbage til spil for at forsøge at vinde det tabte tilbage og ved at lyve om deres deltagelse i spil.
Definition og begrebsafklaring
På Sundhedsstyrelsens diagnoseliste er ludomani defineret som en afhængighedstilstand, der er karakteriseret ved hyppigt gentagne episoder af spillelidenskab, som dominerer personens liv på bekostning af sociale, arbejdsmæssige og familiemæssige værdier og forpligtelser. (WHO’s diagnosesystem, ICD 10).
Der er mange grunde til, at folk spiller: fornøjelse, underholdning, spænding, lave penge, håb om at få noget for ingenting. Ligesom alkohol og stoffer kan spil ændre vores humør. Spændingen kan give en følelse af eufori. Spil kan dulme følelsen af bekymring og depression. Spil kan give nogle mennesker en følelse af mere selvværd og identitet. De, der begynder som social- eller rekreative spillere risikere at blive problemspillere eller ludomaner, hvis de har et særligt behov for at ændre deres sindstilstand og oplever, at spillet virker på den måde for dem. Folk, der misbruger alkohol eller stoffer, er også i farezonen.