Årsager til spilleafhængighed

Underliggende biologiske årsager, der kan være medvirkende til udvikling af ludomani (spilafhængighed)
Forskning i ludomani er et relativt nyt men voksende område. Gennem de seneste årtier er der gennemført ca. 200 videnskabelige studier af spillemisbrugs omfang rundt omkring i verden. Der foregår også omfattende kliniske undersøgelser. De fleste undersøgelser er udsprunget af forskellige psykologiske og samfundsvidenskabelige perspektiver, men i de seneste år er der også publiceret resultater fra undersøgelser med biologisk perspektiv.

Det har vist sig, at der er store ligheder i de forstyrrelser man finder i hjernen hos ludomaner og stofafhængige. F.eks. har forskere brugt fMRI (magnetkamera) for at visualisere hjerneaktivering hos ludomaner og stofafhængige i situationer, hvor de ser film, der handler om spil eller stoffer. Her konstaterede man, at de medvirkende fik stor lyst og trang til at spille eller tage stoffer. Man konstaterede samtidig, at bestemte dele af hjernen, der spiller en betydelig rolle i forhold til impulskontrol og følelsesmæssig bearbejdning, blev aktiveret.

I andre studier af hjerneaktivitet hos ludomaner og stofafhængige, hvor fIMR blev anvendt, viste det sig, at begge grupper har en mindre aktivitet i hjernens belønningssystem under basale forhold. Spil om penge eller indtag af afhængighedsdannende stoffer forøger eller normaliserer aktiviteten i dette system. Ludomaner og stofafhængige er ofte deprimerede og rastløse. Det har ført til en hypotese om, at de spiller om penge eller tager stoffer som ”selvmedicinering” for at øge dopaminniveauet og aktiviteten i belønningssystemet. Den hovedsagelige funktion for hjernens belønningssystem er at formidle en følelse at velbefindende, der knytter sig til en naturlig handlemåde, som er vigtig for artens overlevelse, f.eks. at spise, drikke, motionere eller elske. Afhængighedsdannende stoffer og forskellige former for spil aktivere også belønningssystemet, bare på en stærkere måde. Der findes rapporter, som viser, at når en person står overfor en ny belønnende situation, så øges mængden af neurotransmitteren dopamin i belønningssystemet. Forventningen i sig selv afstedkommer denne forøgelse.